Indflytning og efterværn

Forud for en indskrivning på Kongsholm er der foretaget en grundig visitering, hvor de aktuelle akter forinden er blevet fremsendt til Kongsholm. På Kongsholm er det ledelsen, der forestår visitationen med den nødvendige inddragelse af medarbejderne. Såfremt barnet/den unge tilhører Kongsholms målgruppe og barnets problemstillinger i øvrigt matcher husets øvrige indskrevne unge, går selve proceduren for indskrivning i gang. Det individuelle indskrivningsforløb planlægges i et tæt samarbejde med anbringende myndighed, inden barnet/den unge og dets forældre præsenteres for Kongsholm. Efter flere indledende besøg lægges den endelige indflytningsplan med udgangspunkt i barnets/den unges ønsker samt i en tæt dialog med forældrene.
I den forbindelse udleverer vi en brochure om Kongsholm, som forældrene (plejefamilien eller tidligere behandlingssted) kan vise til barnet/ den unge. Vi tilbyder også gerne hjemmebesøg, hvis dette ønskes og skønnes hensigtsmæssigt.
Vi lytter til personlige ønsker vedrørende indretning af værelse samt respekterer, hvad barnet/ den unge vil medbringe af personlige ejendele. Vi gør meget ud af selve indflytningen, da vi ved, at en anbringelse hjemmefra kan føles meget traumatisk for barnet og dets forældre. Vi prøver at gøre selve flytningen så nænsom som muligt. Det er vigtigt for os, at barnet/den unge føler sig set og anerkendt i denne vanskelige proces, samt at forældrene føler sig hørt og inddraget. Derfor har vi hyppig kontakt med forældrene i den første periode, ligesom de altid er mere end velkomne til at kontakte Kongsholms medarbejdere.

Når et barn eller en ung skal udskrives fra Kongsholm – sker det altid i et tæt samarbejde med den unge, forældrene og de sociale myndigheder, så overgangen til voksen tilværelsen sker så skånsomt som muligt for den unge. Vi tager altid afsæt i den unges ønsker og i samråd med den kommunale sagsbehandler lægger vi i fællesskab en god plan, så vi sikre at den unge hjælpes godt på vej.
Vi tilbyder mulighed for, at den unge fortsat kan have en tæt kontakt til os – da vi erfaringsmæssigt ved, at det skaber tryghed for den unge. Efter flytning er der altid åbent for besøg eller telefonkontakt.

Efterværn:

Det er muligt at bo på Kongsholm i individuelle efterværnsordninger jf. SEL § 76.

Individuelle forløb kan iværksættes efter behov, så den unge trænes i selvstændig livsførelse i forhold til daglige pligter, økonomi, uddannelse med videre. Den unge kan blive boende til det fyldte 23. år.

indflyt